SÅ ENGLENE SYNGER...

Så englene synger… er et undervisningsprojekt, hvis primære formål er, at eleverne gennem sang, leg, fortællinger, billeder og kreative aktiviteter opnår kendskab til centrale salmer og bibelfortællinger, som alle belyser forskellige sider af det mangfoldige englebegreb og den kristne forståelse af engle. Projektet vil her have et lokalt islæt, idet kalkmalerier med engle fra lokale kirker inddrages. Projektet rummer desuden et udblik til engle i islam og kunsthistorien, hvorved englebegrebet yderligere udbredes.

Projektet tager afsæt i et tidligere udsendt projekt fra den tidligere skoletjeneste i Odsherred: KOST. Grundet en fortsat meget stor interesse optrykkes det nu i en let revideret udgave, hvor der bl.a. udarbejdes et undervisningsforløb for 0. klasse, og de yderst populære englekort (et kortspil i stil med de gamle bilkort) genoptrykkes.

Projektet kan enten benyttes til et selvstændigt forløb om engle, eller det kan tænkes sammen med et forløb om julen. Der kan med fordel arbejdes tværfagligt med kristendomskundskab og musik, ligesom undervisningsforløbet lægger op til, at projektet afsluttes med et besøg i den lokale kirke