LYDSPOR

- Leg med lyd i bibelske fortællinger

Musik, eksistens og kristendom hænger tæt sammen. I dette projekt skal elever udforske, hvordan orgelmusik kan udtrykke følelser og stemninger.

Indgangen til arbejdet er et besøg i den lokale kirke, hvor eleverne hører, hvordan orglet kan skabe stemninger af glæde, sorg, melankoli og eufori. På skolen arbejder eleverne med fem udvalgte bibelfortællinger: Noa, Jonas, Moses, Maria-historien og Den lamme i Kapernaum. Alle fem fortællinger kredser om grundlæggende tilværelses-spørgsmål.

Eleverne kommer således til at udforske sammenhængen mellem: bibelfortælling, tilværelsesspørgsmål og kirkens musikalske udtryk. 

Til projektet er udviklet en IT-platform, hvor eleverne online sampler deres egne musikfortællinger af effektlyde og stumper af orgelmusik.

Desuden indgår der i projektet en ny-tegnet animationsfilm, der tematiserer arbejdet med de centrale tilværelsesspørgsmål gennem musik og lyd.

Lydspor udbydes af Landsnetværket af folkekirkelige skoletjenester.

Til projektet hører et forudgående kursus om æstetiske læreprocesser i relation til projektet i CFU Roskilde.